Moskusokser og sandstensfjelde i Jameson Land

Efter mit ophold i Ittoqqortoormiit havde jeg planlagt en 3-dages vandretur alene i Jameson Land. Det er et enormt område på størrelse med Fyn og kendetegnet ved en blød topografi med lave sandstensfjelde og langstrakte dale uden gletsjere. Området er også kendt for en stor bestand af moskusokser.

Jeg har planlagt at vandre fra flyvepladsen i Nerlerit Inaat og så langt op langs Gåseelven, som jeg orker, og indtil tiden kræver, at jeg vender tilbage ad samme rute. Jeg har et fly til Island, jeg gerne skulle nå.

Dag 1

Den 6. juli 2020 tager jeg helikopteren fra Ittoqqortoormiit til flyvepladsen Nerlerit Inaat. Jeg ender på forsædet i den lille 5-personers helikopter, så der er en fremragende udsigt over landskabet. Men også en udfordring for min flyskræk, når man sådan sidder og dingler i en lille metaltingest højt hævet over jorden. Udsigten vandt dog over flyskrækken.

Vel landet i Nerlerit Inaat tager jeg med det samme afsted på vandring. Jeg har medbragt telt, sovepose og alt mit grej, samt en riffel jeg har lejet fra Nanu Travel i Ittoqqortoormiit. Riffel er nødvendigt i det sjældne tilfælde, en moskusokse skulle blive nærgående eller en isbjørn skulle komme strejfende forbi.

Allerede fra flyvepladsen spotter jeg den første moskusokse, der går og græsser et par kilometer derfra. Jeg begiver mig hen mod den og får taget nogle gode fotos. Det er en enlig han, som følger mig tæt med øjnene, så jeg holder mig på god afstand.

Jeg fortsætter et par km i nordlig retning, indtil jeg når bunden af den dal, hvor Gåseelven løber. Et propelfly fra Island lægger an til landing, inden jeg drejer om “hjørnet” af en fjeldkam. Nu er jeg helt uden for civilisationens rækkevidde – mobilen virker heller ikke længere, og mennesker ser jeg først igen, når jeg kommer tilbage til Nerlerit Inaat.

Jeg har som sagt tænkt mig at følge Gåseelven et godt stykke derindad. Dalen er ret dyb i øst-vestlig retning med 4-500 meter høje fjelde på begge sider. Efter ca. 10 kilometers vandring i relativt let terræn, bortset fra lidt genstridigt krat og lidt sumpet grund af og til, når jeg til et fladt sted tæt på elven (og dermed drikkevand), der ser ideelt ud for at slå mit telt op. Det er også blevet sen aften, og selvom der er midnatssol, er jeg klar til en god nattesøvn.

Jeg nyder den lave aftensol og stilheden kun afbrudt af den rislende lyd fra elven. En polarræv lusker rundt i nærheden, og jeg ser, at den har en gæsling i gabet. Frisk fangst! Både bramgås og kortnæbbet gås yngler i stort antal her i området, der er af international betydning for særligt de to arter.

Dag 2

Jeg står tidligt op og gør klar til en lang dags vandring – så langt ind mod vest, som jeg kan nå. Jeg lader teltet stå og tager kun de vigtigste ting med i rygsækken. Det er køligt og overskyet, men vejret klarer op i løbet af dagen med flot sol.

Jeg er virkelig kommet i moskusland og har god mulighed for at betragte de smukke dyr græsse på de grønne fjeldsider eller hvile sig ved elven. De fleste er enlige hanner. En enkelt af dem kigger olmt på mig og fnyser, så jeg holder mig på stor afstand fra ham. På et tidspunkt senere på dagen ser jeg to moskus græsse tæt på elven, og da de ser mig løber de væk fra mig i fuld gallop og op ad en ret stejl fjeldside – måske 200 højdemeter på ganske kort tid. Det er utroligt, at så store dyr kan løbe så hurtigt og adræt. Deres topfart er omkring 40 km i timen!

Det er ikke kun moskus men også mange fugle, der nyder godt af områdets rige vegetation. Jeg ser en del vadefugle som sandløber, almindelig ryle og stor præstekrave. Helt vildt underholdene ser jeg en stor præstekrave lave “brækket-vinge-tricket”, hvor den løber forfjamsket rundt med hvad der skal ligne en brækket vinge for at bortlede fjender – i dette tilfælde altså mig – fra dens rede.

Jeg ser også kjover – både lille kjove og almindelig kjove. Ja, det er lige før turen udvikler sig til enhver ornitologs største drøm, da jeg på nært hold kan studere en rypefamilie med mor og 5-6 kyllinger, der bevæger sig rundt i krattet ved en lille elvbred.

Den arktiske flora er også rigt repræsenteret skiftende mellem krat og dværgbuskhede, græsland, mose og deciderede blomsterenge, særligt på de sydvendte fjeldsider. Jeg skal ikke trætte dig med de mange arktiske plantearter, jeg fandt undervejs, men blot nævne et par eksempler. F.eks. den smukt gule arktisk guldblomme, sne-ensian, blåklokke, guld-potentil, fjeld-kalkkarse, vibefedt, vahls pragtstjerne etc.

Efterhånden har jeg gået 12-13 km og er nået nær Gåseelvens udspring – den er i hvertfald blevet noget smal, og nu kan jeg let krydse den tørskoet ved at hoppe fra sten til sten. Jeg beslutter mig for at gå til toppen af det nærmeste fjeld, hvorfra jeg tænker, at jeg har en god udsigt ud over “Heden” mod vest.

Jeg når op på fjeldet, som ifølge mit ur er 450 meter højt. Der er vitterlig en flot udsigt, og selve “bjerget” består af de vildeste sandstensformationer, som er virkelig smukke. Sandsten er en bjergart, som består af aflejrede sandkorn, der for millioner af år siden er blevet kittet sammen til en fast bjergart.

I virkeligheden er jeg kun nået en brøkdel ind i dette enorme Jameson Land, men jeg skal jo også tilbage til teltet. Så efter en stund vender jeg næsen hjemad mod teltet, som jeg når lige inden midnat. Her venter en dejlig kold cola og mad på trangia.

Dag 3

Sidste morgen på denne fantastiske, lille vandretur i Jameson Land. Da jeg stikker hovedet ud af teltet, ser jeg en moskus stå og gnaske bare et par hundrede meter fra mig. Selvom det er en stor tyr, ser den ganske fredelig ud, og jeg kan i ro og mag gøre morgenmaden klar, der består af min sidste müsli og insta-kaffe.

Jeg får pakket teltet ned og begiver mig afsted tilbage mod flyvepladsen Nerlerit Inaat. Jeg kender jo vejen. Det er skønt, og selvom jeg er lidt træt i benene fra i går og har et par generende vabler, så er det bare fedt at vandre i denne her særlige arktiske natur. Jeg hilser på de samme moskusokser (tror jeg nok), som jeg mødte på udvejen, og så når jeg tilbage til flyvepladsen.