En vandretur til den nedlagte bygd Uunarteq (Kap Tobin) byder på uforlignelig smuk arktisk natur, et udfordrende terræn og næroplevelser med sneharer, edderfugle, havterner og hvis man er heldig/uheldig isbjørne.

Jeg er lige ankommet til Ittoqqortoormiit og beslutter mig for at begive mig ud på min første vandretur. Efter gode råd fra turistkontoret Nanu Travel tænker jeg, at det vil være overkommeligt at vandre til den nedlagte bygd Uunarteq og tilbage igen. Det ser i hvert fald let nok ud på kortet!

Ittoqqortoormiit er den absolut nordligste by i Østgrønland. Mod nord strækker sig den aldeles øde arktiske vildmark og mod syd er der 800 km til næste by, Tasiillaq. Der bor omkring 350 mennesker i Ittoqqortoormiit. Hovederhvervet er fangst. Der er en Pilersuisoq-købmand, et Guest House, turistkontor, kirke, skole, sundhedshus mv. i byen.

Isbjørneland

Jeg lejer en riffel med 20 skud hos Nanu Travel. Det er isbjørneland, så man skal altid bære våben, når man er uden for byen. Så sent som i sidste uge måtte den lokale betjent skræmme en isbjørn på flugt med varselsskud.

Lidt over kl. 13 tager jeg afsted på vandreturen, fuld af optimisme og eventyrlyst. Solen skinner, det er ca. 5°, og da det er lyst hele døgnet, har jeg ikke noget tidspres med at komme hjem. Jeg går forbi radarstationen, et hundeområde, dumpen og op gennem en dal. Det er svært at finde rutens markeringer, men endelig opdager jeg den første, som består af en hvid trekant malet på en klippesten.

Efter et par km tester jeg riflen. Jeg rammer hvad jeg sigtede efter – en snefane under en stor sten. Det gav et ordentlig drøn, og jeg har ikke ørepropper med, så jeg tænker, at det var fint nok med et enkelt testskud.

Det er hårdt vandreterræn, mange sten, klippepassager, op og ned og en hel del steder, hvor hænderne må i brug til lettere klatring. Jeg ser de første edderfugle – et smukt syn.

Efter yderligere et par km kommer jeg til en elv, der skal krydses. Der er al for meget tryk på til, at jeg kan komme over, hvor de hvide trekanter er. Så jeg går nogle hundrede meter op til udspringet af elven ved en sø. Der er stadig delvist isdække på søen. Af med støvlerne, og jeg krydser elven med forsigtige skridt gennem iskoldt vand op til knæene.

Turens højeste punkt

Jeg mister de hvide trekanter af syne, så jeg går langs kysten af den lille bugt Amdrup Havn efter et ret udetaljeret kort, jeg fik, og så min orienteringssans. Besværligt terræn men flot udsyn ud over hele det enorme Scoresby Sund med de majestætiske basaltfjelde langt ovre på den anden side mod syd.

Jeg når til bunden af Amdrup Havn, og herfra følger en del opstigning, og der er ingen hvide trekanter til hjælp. Jeg ender omtrent på toppen af fjeldet Inugsukajik (270 moh) og ved en varde holder jeg hvil. Nyder udsigten men er allerede pænt træt pga. terrænet. Har gået ca. 8 km.

Derefter følger et rart stykke med flot udsigt og svagt nedadgående, efterfulgt af en længere nedstigning, som jeg tager i småløb via snefaner. Det går hurtigt og let. Jeg når bunden af den lille bugt kaldet Fox Havn. Her ser jeg på havterner, der styrtdykker efter fisk.

Området her er meget fladt og lettere fremkommeligt end terrænet før. Jeg kommer til et vådområde, hvor der er mange fugle, bl.a. gæs, og så er jeg lige ved at snuble over en snehare! Den er ikke menneskesky, og jeg kan nærmest håndfodre den.

En kjove kommer flyvende og prøver at skræmme haren væk. Hvorfor kan jeg ikke regne ud, måske har den en rede et sted. Jeg går videre ad det flade men stenede stykke langs kysten og stik syd 3-4 km indtil jeg når Uunarteq.

Spøgelsesby i tågen

Blæsten tager til og en dis begynder at rulle ind fra øst. Da jeg endelig når Uunarteq, kan jeg knapt se noget mere, og det er ikke så godt for derved bliver det sværere at orientere sig ifht. isbjørne. Jeg går i ly i et af husene i den nedlagte bygd. Får varmen og får spist noget medbragt mad. Bygden er lidt af en spøgelsesby, sådan som de 20-30 forladte huse ligger dér i tågen. Mange af husene holdes ved lige af ejerne og bruges som sommer- eller fangsthus.

Der ligger en varm kilde med 62°C varmt, svovllugtende vand ca. 1 km fra bygden. Uunarteq betyder netop ‘varm kilde’ på grønlandsk. Men pga. tågen og blæsten opgiver jeg at finde kilden, og beslutter mig for at gå tilbage igen, og nu kender jeg også bedre vejen.

Jeg går bare derudad, det er pokkers generende med den isnende kolde blæst. Jeg kommer forbi Fox Havn og mere ind i læ. Jeg tager de samme snefaner op ad fjeldet, men krydser længere mod venstre for at spare højdemeter, og det viser sig som en god beslutning, selvom det stadig er hårdt med en del klatring. 

Jeg når bunden af Amdrup Havn, og denne gang ser jeg de hvide trekanter, som jeg følger (længere væk fra kysten end på udvejen). Jeg når igen til elven, der skal krydses, og finder et sted 20-30 m nedsprings udspringet, hvor jeg med nød og næppe kan krydse med støvler på, men jeg får dog helt fyldt den ene støvle.

Det går langsomt videre, hvert skridt er en belastning, og jeg er totalt udmattet. På et tidspunkt flyver en edderhun op, og jeg ser reden bygget af de fineste dun, der kan holde de fire æg varme.

Endelig kommer Ittoqqortoormiit til syne, solen står lavt, og jeg går nedad via en lang snefane. Forbi hundene, radarstationen, ned ad en trappe, over broen, op ad en trappe og så er jeg hjemme igen i gæstehuset. Kl. er 3 om natten, og en fantastisk smuk men også fysisk krævende vandretur har nået sin ende.