På toppen af Maniitsoq

Det er blevet efterår, og der er rimfrost på husenes tage. Selvom det er en kølig morgen her i Maniitsoq, er det perfekt vejr til en vandretur med sol fra en skyfri himmel og vindstille.

Mit mål er Iviangiusat – eller Pattefjeldet på dansk – der med sine 567 meter er det højeste fjeld på Maniitsoq-øen. På vandrekortet ser turen overkommelig ud, omkring 10 km hver vej, men det kan snyde, og så vidt jeg ved, er ruten ikke markeret.

Jeg begiver mig op til stenbruddet, som ligger i byens nordvestlige ende. Jeg ser ingen markeringer, men følger bare slugten mod nord. Jeg når op til et åbent område med mange rullesten. Herfra er jeg i tvivl om hvordan jeg kommer ned til dalen mod nord – Blomsterdalen som den kaldes.

Jeg går først mod venstre, men her er der bratte nedstigninger, så til sidst mod højre, hvor jeg finder den ”rette” vej ned til Blomsterdalen. Om sommeren skulle her være en smuk og varieret arktisk flora, men her i september er det meste afblomstret. Kærulden står dog smukt med de hvide totter blafrende i vinden.

Jeg går mod vest og når drikkevandssøen. Her opdager jeg de første hvide krydser og begynder at følge dem norden om søen. Herefter taber jeg dem igen, og den næste time går jeg på må og få efter kortet, idet jeg ved, at jeg skal over den smalle landpassage nord for Sarfat-fjorden.

Ved et held opdager jeg de hvide krydser igen, og tænker, at det da kan være, de fører til toppen af Pattefjeldet. Jeg følger dem videre.

Nu følger en let opstigning gennem en slugt. På skyggesiden er vandet frosset til is, og jeg når lige at tænke, jeg skal passe på, før jeg glider! Heldigvis slår jeg mig kun lidt. Opstigningen ender og det begynder at gå nedad, stadig er jeg i en slugt med halvstejle fjeldsider på begge sider.

På et tidspunkt snævrer slugten sig ind, og der er nogle store stenblokke, man skal klatre over og under, hvor det gælder om at finde den mest sikre passage. Ikke helt let, men udfordrende.

Ude af slugten sætter jeg mig ved en varde på en lille fjeldtop og nyder udsigten og får noget mad. Selvom det er under 5 grader i skyggen, føles det pænt varmt i solen.

Efter en lille time når jeg til elvdalen, nedenfor Pattefjeldet. Her er virkelig smukt med store kvanplanter og en frodig, grøn vegetation omkring den lille elv.

Herfra går det bare op og op i nordlig retning, idet jeg følger elven og de hvide krydser, og jeg passerer den ene lille smeltevandssø efter den anden. Jeg får også fornøjelsen af at gå på snedriver af ”gammel” sne fra sidste vinter.

På højderyggen ovenover hovedet er der udbrudt fuglekrig. To ravne forsøger med høje skrig og frontalangreb at jage tre havørne på flugt. Det lykkedes ikke, og ravnene giver til sidst fortabt, mens havørnene fortsætter deres lange svæv.

Efter lidt klatring når jeg op på toppen af Pattefjeldet. On top of the World – 567 meter over havet! Nyder den fantastiske udsigt. Mod øst og nord er der skærgård, bjerge og indlandsis. Jeg ser også nogle af bygningerne i Maniitsoq by. Mod syd mener jeg at kunne skimte fjeldene ved Nuuk (som jeg har hørt man kan), men jeg har ikke kikkert med, så jeg er ikke sikker. Mod vest ses det uendeligt store Atlanterhav eller snarere Davisstrædet. Det er så klart, at jeg bilder mig ind, jeg kan se til Canada, hvilket dog er umuligt 😉

Turen tilbage til Maniitsoq går noget hurtigere. Nu kender jeg jo vejen, og jeg når hjem lige inden solnedgang. Man er godt brugt efter sådan en tur, men det er virkelig en af Sydvestgrønlands flotteste dagsvandringer.